En kunstner

Jeg er igang med en proces. En langsom, men dog stadig hurtigere end ønsket, og super forvirrende og øjenåbnende proces. Jeg er igang med min første ansøgning nogensinde, til et kunstakademi.

Jeg er uden forventninger, men jeg kan ikke lade vær at gruble over, hvad der egentlig kommer til at ske i fremtiden. Enten elsker de mine fem værker og min inddragende fortælling om, hvem jeg er som kunstner, og hvorfor jeg udtrykker, hvad jeg gør - eller så er jeg bare endnu én i bunken. Det er en sindsyg følelse, at noget som helst i ens fremtid skal styres af andres beslutninger. Men sådan er det jo nu engang.

Jeg havde jo egentlig fået job i en café. Jeg lavede mad og stod og svedte nervøst sved, mens jeg samlede salater og burgere til sultne mennesker. Lønnen var virkelig ikke til at prale af, og forholdene, var heller ikke just særlig gode. Men trods alt klarede jeg det i 1,5 måned. Wauw Matilde!! 1,5 måned?!
Jep. Jeg duer ikke til at arbejde under andres systemer og stå i klamme miljøer under pres for at tjene 111,50 kroner i timen. Jeg er jo kunstner for fanden! Og det var også en af grundende til, at jeg sagde op.

Jeg kunne have valgt at følge strømmen og andres levestandarder, men jeg sagde op for at følge min drøm. Man kan så også argumentere for mit valg ved at sige, at det stressede mig enormt meget aldrig at vide helt præcist hvornår jeg skulle arbejde to uger efter og det ikke at kunne styre min egen døgnrytme. Jeg blev totalt underlig og fik en følelse af, at jeg kom ud af mig selv. Jeg var ikke glad og gik hver dag og bekymrede mig om, om jeg nu kom til tiden eller ej.

Nu har jeg taget valget. At søge ind. I hvert fald give det en chance, for ellers følger jeg ikke mit hjerte.

Jeg har altid følt mig anderledes. Sådan anderledes, at selvom jeg prøvede helt vildt hårdt på at passe ind, så passede jeg ligesom bare ikke ind. Da jeg gik i syvende klasse kunne jeg ikke på nogen måde se en styrke i det at kunne være sig selv, så jeg glemte helt i rigtig mange år at lytte efter indeni, for derefter at udleve den følelse jeg havde. Jeg siger ikke, at jeg er totalt i zen med mit indre, og har nok i mig selv (endnu!), men det kommer gradvist frem i mig.