Fremtidslort

Hvad vil det egentlig sige at være voksen? Jeg låner penge af min mor og min kæreste og prøver at skrabe 250 kroner sammen engang imellem, ved at hækle en ligegyldig bh til en ligegyldig person, eller måske rulle et par nye øreringe, selvom jeg har femten andre par liggende, som bare ikke lige var i den ene persons smag. Hvad er meningen egentlig? Hvad vil jeg være? Hvad vil jeg med mit liv? Det spurgte Sveta, min russiske veninde, mig om i går, da hun kom på besøg fra højskolen, som nu er slut. En sidste chance inden hun tager hjem igen til Rusland. Hvad er din drøm i livet? Helt ærligt. Jeg ved det ikke!

Jeg kunne godt finde det interessant at gå tilbage til mit fotografi. Det er som om, at det har været en kæmpe del af mig, jeg på en måde har skubbet væk, fordi det pludselig føltes lidt for nemt. Men jeg kan ikke helt stoppe med at overveje, om jeg skal finde det frem igen. Hvorfor må det ikke være nemt? Er det kedeligt? Eller er det sjovt - men bare ikke sjovt nok, når man ligesom har gennemskuet hele idéen bag. Jeg lyder ret selvhøjtidelig lige nu, men jeg er nødt til at tale indefra.

En anden vej kunne være designer. Måske en lidt mindre oplagt mulighed, fordi det ikke er mit ægte jeg, som ikke kan slippe symaskinen og bare MÅ sy den totalt skræddersyede kjole færdig inden galla. Jeg har for fanden ikke engang taget symaskinen med hjem fra min mor endnu, fordi det egentlig bare ikke lige har passet ind. Jeg vil så mange ting. Måske alt for mange ting, til hvad jeg kan rumme lige nu. For jeg er på røven. I gæld. Jeg skylder 35000 kroner til mor, Kasper og SU, og jeg har nærmest ingen indkomst. Hvad fanden har jeg gang i?

Det er som om, at hvis jeg prøver de normale ting, for at tjene penge, så mister jeg mig selv. Jeg kan ikke være i den følelse af at leve op til andres standarder eller tanker om hvad man bør og ikke bør. Jeg arbejdede 1,5 måned i et køkken, og gik nærmest bare ned med stress - for pengene var jo fede, men altså bare slet ikke det værd. Det er måske også en gave, ikke at være så skide afhængig af sin indkomst - selvom jeg jo i bund og grund er det lige nu. Og det er virkelig en fucking lortet følelse!

Jeg vil bare gerne være kunstner. Med mine egne standarder og krav til hvilke timer på døgnet jeg arbejder, og hvilke dage jeg holder weekend. Kan det virkelig være så skide svært?!