Formidabelt rod

Det her starter uden titel. Det gør det meste. Men nu er jeg single. En titel få praler med og andre misbruger. Jeg er single af eget valg. Selvom jeg i og for sig stadig har muligheden for, at være i et forhold, med en sød og kærlig fyr, så er det det jeg har valgt. Single, uden at føle sig helt fri, fordi det åbenbart er en ting man skal vende sig til. Sådan føler jeg det i hvert fald. Det meste føles underligt og nyt for tiden. Jeg tager hele tiden mig selv i at se indad på en måde, som jeg aldrig har gjort det før. Nyde mit eget selskab og sige fra til ting jeg før har gjort alt for at kunne blive en del af. Jeg har ikke sovet hele natten, men jeg har sovet det meste af dagen i går. Jeg går i seng når det er lyst og vågner når det er mørkt udenfor. Jeg har bestemt mig for at forsøge at holde mig vågen resten af dagen. Klokken er otte om morgenen og de andre fra kollegiet cykler i skole, mens jeg ligger i min seng og skriver her. I går omrokerede Anne og jeg mit værelse. Det har jeg villet gøre i meget lang tid. Det er utroligt, som alt pludselig kommer til at ske for mig?. Jeg har i cirka tyve minutter siddet i min seng, med stearinlys tændt rundt omkring, med kaffe i koppen og Baths spillende i mine højtalere, kigget ud af vinduet og håbet på at se en flot solopgang. Solen er ikke fremme - men det er jo selvfølgelig også november. En ting jeg ikke som sådan har undret mig over før. Hvor bliver solen af? Den er vel et eller andet sted derude, ellers kunne det jo ikke blive lysere. Det ved jeg. 

Jeg har set film det meste af natten og prøvet at sove derefter. Det kunne jeg ikke. Det er specielt at ligge i min seng, når den vender anderledes end den plejer. For en gangs skyld roder mit værelse ikke og jeg kan pludselig se en mening med at have et skrivebord. Det har jeg aldrig haft før. Alligvel har jeg været i sengen hele natten. 

Kæresten der og jeg er ved at blive venner nu. Det er sgu egentlig okay og pokkers meget bedre end før. Han er også ved at indse det. Det siger han i hvert fald. Det var så sindsygt hårdt i sidste uge. Jeg græd hele tiden og jeg kunne gøre det meget uventet og på tidspunkter som ikke helt gav mening. Ærligt talt, så var jeg nok mest ked af forandringen. Det uvisse og usikre valg jeg havde truffet som nu betyder, at jeg skal stå alene og klare mig selv. Det lyder ret hårdt og helt vildt meget som om, at jeg ikke kunne en skid selv før. Selvfølgelig kunne jeg det - men jeg har taget så vanvittigt meget hensyn til hans følsomme personlighed og vane med at misforstå og overtænke en masse ligegyldige ting, hvis altså man skulle spørge mig. Det var hårdt for mig og noget jeg ikke kunne rumme. 

Himlen skiftede lige fra lyseblå til hvid. Nu regner det og bladene synes mere orange end tidligere. Mit vindue er på klem, for lige nu nyder jeg lydene udenfor. Jeg vil helst ikke føle mig ensom. Nu er det som om, at himlen bliver mere orange. Er det solen? 

Overhovedet ikke. Nu øser det ned og alt er pludselig mørkere. Det her er en underlig vejrrapport.

I denne her uge har det været meget bedre ift. uventede følelser og tanker om at fortryde min handling. Jeg føler mig mere stabil og sikker på min beslutning. Ham og jeg så hinanden i søndags. I dag er jeg single.