Forandring

Nu fem måneder efter sidste indlæg er jeg her igen. Der kom aldrig rigtig gang i bloggen og mit liv har bare kørt der ud af siden dengang. Min nye kæreste og nye lejlighed er ikke så nyt for mig længere. Faktisk føles alt normalt. Bortset fra, at jeg tirsdag aften bad om en pause. En pause i min kærestes og mit forhold. Mit hjem roder helt forfærdeligt, og hvad der for fem måneder siden føltes som sjov opvask - sker ikke regelmæssigt nu. Jeg har ikke styr på noget som helst for tiden, og rodet som for fem måneder siden føltes formidabelt, kan synes at være helt forfærdeligt og uoverskueligt nu. Hvad er det jeg vil med mit liv og med mig selv?

Her sidder jeg i min seng. Klokken er næsten halv ni torsdag morgen og jeg er ikke på vej i skole som jeg burde. Jeg sidder her med mennosmerter og sørgeligt hjerte med lyst til at ringe til min kæreste og sige, at det hele bare var en fejltagelse. Det valg ville klart være nemmest. Og det nemmeste valg nu, tvivler jeg på er nemmere i længden. Men lige nu synes jeg, at jeg bør stå ved mit valg om at lytte til mig selv. Livet ér jo heller ikke nemt, men hold kæft hvor ville det være rart hvis det var det. Jeg har aldrig følt den her uvished omkring et stort valg jeg har taget. Jeg føler at alt står på standby og at det på en eller anden måde er en form for test. "Hvor langt kan du gå og hvor meget kan du holde ud?" Og mit svar til det lige nu er IKKE en skid! Jeg er pisse fucking ked af det hele lige nu. Jeg kan stirre ud i luften, på en måde jeg ikke har kunnet i meget lang tid, hvor alle tusind tanker flyver gennem mit hoved, mens alt alligevel føles helt tomt i mig. Jeg står totalt på egne ben lige nu. Og det er sindsygt skræmmende!

Ærligt talt, så kan jeg blive i tvivl om, hvad en pause kan gøre godt for. Efter fem måneder har jeg allerede tvivl om hvorvidt vi skal forblive sammen og det kan vel aldrig tegne godt. Jeg er helt vildt glad for ham. Når vi er sammen.

Vi har et langdistanceforhold, min kæreste og jeg, et forhold hvor man ses i weekenderne og savner hinanden i hverdagene. Dét for det første kan føles urimeligt og helt vildt nederen og jeg synes, at tanken om, at alle mine weekender er booket op på forhånd er en smule underlig. Jeg føler nogle gange, at jeg ikke har et valg om at pleje mig selv uden jeg skal spørge om lov. Nu skal det ikke forstås som om, at det hele er hans skyld og at jeg ikke må tage mine egne beslutninger. Men hold kæft hvor er det hårdt ikke at kunne ses så snart man vil eller har brug for det og ikke kan ses med veninder og venner som bor langt væk særlig ofte - for så går der to uger mellem K og jeg ses. Det kan man heller ikke have det fedt over.

Når jeg tænker over, hvorfor jeg har taget mit valg, dukker 'konstant kontakt' op i mit hoved. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke vil vælge min telefon med min K i røret fremfor at nyde selskabet med venner eller familie. Egentlig synes jeg ikke at det er noget man bør gøre. Men andre har tydeligvis større behov for det. Det er utroligt som jeg har følt mig som en dårlig kæreste og rigtig urimelig, fordi jeg ikke har valgt opkald eller sms'er til, fordi der nu er fem dage til at vi ses igen. Jeg synes bare ikke det er sådan det skal være. Det har irriteret mig så grænseløst de gange, jeg har skullet bede om ro og tid til mig selv og mine tanker fordi kæresten bliver utålmodig og har brug for at 'mærke' mig. Jeg synes ikke, at der skal være forklaringer for alt, og fordi jeg gerne vil male akvarelbilleder med Marie behøver jeg ikke forklare mig til, at han ikke skal ringe midt i det hele.

Men er jeg nu skide egoistisk? Det synes jeg jo ikke. Mit behov for hans opmærksomhed er størst når vi er fysisk sammen og nogle gange kan jeg tage mig selv i, at ignorere en besked fra ham, hvis vi ikke er sammen. Konstant kontakt og konstant opmærksomhed er åbenbart ikke noget jeg synes er så fedt. Dog er det rart at vide, at et andet menneske, er så glad for en som han er for mig, men det er bare for meget. Lidt for ofte.

Min ekskæreste havde samme problem og af samme grund slog jeg op med ham. Distancen mellem os var større end nu og dengang startede jeg på højskole. Det var sgu ikke nemt og hold op hvor var jeg sur og irriteret over, aldrig at kunne have gang i noget uden han, fra den anden side af landet, skulle blande sig. Det var så slemt, at jeg sagde stop. Og det fortrød jeg ikke. I hvert fald slet ikke på samme måde som nu.

For ham her, min kæreste, er så sød ved mig. Han lytter og ser mig som ingen anden og han opdager ofte hvis jeg er ked af det, før mig selv. Men vi misforstår ofte hinandens små ligegyldige jokes og kan begge tage tingene lidt for personligt og forkert, så der opstår diskussioner over ingenting. Det er sindsygt irriterende og mega ærgerligt, men jeg elsker ham. Jeg elsker ham virkelig højt! Alligevel synes jeg ikke det er sådan et forhold, der er rart at være i. Ikke ofte nok. Og det værste er, at det lige netop er den del af det, som jeg har sværest ved at acceptere. Jeg ville ønske, at vi forstod hinanden bedre. Kunne grine af de samme latterlige ting og ikke gå så meget op i vores forskelligheder.

Vores forhold er intenst. Enten elsker vi hinanden helt vildt meget eller så snerrer vi af det den anden gør eller siger. Vi er forskellige, men nogle gange alt for ens.

Alt det her er sikkert pisse forvirrende for hvem end der nu skulle læse dette indlæg. Men jeg kan forsikre, at det ikke er noget som helst mindre forvirrende for mig.

Jeg vil så gerne det her. Men det fungerer bare ikke. Så er det sagt!