Hvad fanden?

Alting føles som et kæmpe kaos lige nu. Det vil nok mest sige, at min økonomi er helt af helvedes til! Jeg har ikke råd til min husleje, fordi jeg ikke har fået min udeboende sats og jeg er ikke engang sikker på, at det er noget jeg er berettiget til at få alligevel. Min mor har ikke en besynderligt høj indkomst og jeg har ikke noget job. Jeg har vitterligt ingen penge, og alligevel føles det urimeligt at skulle betale for mad, selvom jeg godt kan tage på byture og restaurant med folk fra min nye klasse.

Ja ja, og hvad fanden rager det dig? Ikke en skid. Men selvom alting føles så surt og urimeligt, så har jeg det faktisk stadig ret godt. Jeg kommer i skole til tiden - på cykel!(whaaat), laver mine lektier og de fleste huslige pligter. Så kan man jo sagtens tale om, at skulle rydde op efter Tour de Chambre på kollegiet og at få skiftet det lagen som kæresten spildte en kæmpe plet kaffe på, ned i topmadrassen og alting. Men jeg er virkelig på kanten til at føle mig voksen efterhånden, og selvom det af og til kan føles en smule skræmmende - så er det en god ting. Jeg føler jeg har fået overskud til at få ordnet de mest nederen ting i hverdagen og for at være helt ærlig, så har jeg meget sjældent haft to uger i skole uden en sygedag eller hvor jeg er kommet for sent uden at være pisse stolt over det. Nok kan det virke underligt, men jeg er bare nået til et punkt hvor jeg ikke rigtig tænker over det mere, men at det bare sker. Dét er det jeg forstår som at blive voksen. Især når min mor ikke råber og skriger hver morgen for at få mig op ad sengen, fordi jeg virkelig er alene om alt nu. All by myself.